Bestyrelsens beretning 2025
Bestyrelsen
Jeg vil fortælle lidt om bestyrelsens arbejde i det forgangne år. Tillad mig at begynde på en måde, man normalt ikke gør: At tale om mig selv! Dog i rollen som formand.
Jeg har nu været formand i et år – og jeg er ved at finde mig til rette i stolen. Ja, jævnligt op-lever jeg endda, at det er både sjovt og givende! Jeg møder mennesker, jeg ikke har mødt før, og når Byrådets Kulturudvalgsformand endog ringer og tilbyder at skaffe penge til vores arrangementer, så fornemmer jeg, at jeg er kommet på landkortet!
Man kan sige, at bestyrelsen har befundet sig i en form for overgangssituation siden vores tidligere formand, Peter Heiberg, pludselig trådte tilbage for ca. tre år siden. Hans fratræden bevirkede, at bestyrelsen måtte finde en ny måde at organisere arbejdet på, for den nye formand efter Peter, Else Mariager, påtog sig kun stillingen under en bestemt forudsætning – nemlig at alle medlemmer af bestyrelsen bidrog mere til det samlede arbejde, så hun blev aflastet mest muligt. Det gik bestyrelsen dengang med glæde ind på. Og det bevirkede at opgaverne blev fordelt, så alle blev mere involveret og – tør jeg godt sige – mere engageret i arbejdet end tidligere.
Da jeg for et år siden indvilligede i at påtage mig posten som formand efter Else, gjorde jeg det under de samme forudsætninger: At alle i bestyrelsen bidrager til arbejdet hver på deres måde, så formanden ikke segner under belastningen. Det er den eneste måde, jeg kan udføre mit arbejde på – og, tror jeg, også den eneste rigtige måde at drive en forening som vores på. Jeg ved at bestyrelsens medlemmer er enige, og jeg oplever et stort engagement fra alle. Det skal I have tak for.
Når jeg dvæler ved de her nu fortidige hændelser, så er det fordi, at foreningens overlevelse faktisk stod på spil dengang. Det tror jeg ikke er for meget sagt. En forening skal jo nødvendigvis have en formand. Og hvis ingen i en bestyrelse ønsker at påtage sig formandskabet, som det har været bestridt hidtil, ja så må man omdefinere formandens arbejde.
Det er det, vi har gjort – og vi kan se, at det virker. Så nu kan vi heldigvis sige, at overgangssituationen er ved at være overstået. Vi sejler nu i smult vande, tør jeg godt sige, og vi har en velfungerende bestyrelse. Vi står nu et godt sted, og vi har lige nu så mange idéer, at vi ikke behøver at holde den sædvanlige brainstorming efter generalforsamlingen.
I det seneste nummer af Broen har I kunnet læse, at vi søger en ny suppleant efter Anni Blem, som ikke ønsker genvalg. Det er en glæde at se, at flere medlemmer hurtigt annoncerede deres kandidatur. Det er med til at styrke bestyrelsen yderligere
Aktiviteter
Det seneste år har vi afviklet det samme antal aktiviteter som normalt – 5 til 6 hver sæson, nogenlunde ligeligt fordelt mellem Humlebæk og Fredensborg. Der har været den samme tilslutning til arrangementerne som hidtil – mellem 40 og 60 medlemmer pr. gang. Vi prøver at opdyrke samarbejdet med de andre kulturbærende foreninger i kommunen og med bibliotekerne. Vi har således deltaget i planlægningen af udstillingen af tegneren Des Asmussens værker her i Den Gamle Biograf. Det er vores bestyrelsesmedlem Aksel Bjørke, som har gjort arbejdet sammen med Bevaringsforeningen for Fredensborg.
Derudover har vi i samarbejde med Fredensborg Bibliotek planlagt et foredrag med tegneserie-tegneren Karoline Stjernfelt til maj. Det har I også kunnet læse om i Broen. Hvad I ikke har kunnet læse er, at Karoline Stjernfelt var en af de nominerede til Weekendavisens Litteraturpris 2026. Så der er al mulig grund til at sætte kryds i kalenderen den 25. maj kl. 18.30. Bemærk tidspunktet!
Årbogen 2025
Den 15. december kunne vi præsentere vores årbog for 2025 – Ny Humlebæk 1945-70 – da byggeriet tog fart. Præsentationen slog alle rekorder for deltagertal – ikke mindre end 80 personer deltog, heraf nogle gæster. Vi afviklede arrangementet på Kulturstationen i Humlebæk, og i anledning af julen havde vi sat os for at servere gløgg og æbleskiver. Det mente vi var en oplagt idé, lige indtil vi opdagede, at Kulturstationen ikke har noget køkken. Så gløggen ankom på termokander og æbleskiverne blev varmet af en af bestyrelsesmedlemmernes ægtefæller og bragt frem til det tidspunkt, hvor aftenens taler, medforfatter Henrik Madsen, efter planen var færdig med sit oplæg.
Efter oplægget var der en livlig dialog med deltagerne, som blev opfordret til at fortælle om oplevelser fra deres eget liv i den periode, årbogen omhandler. Det var en meget stemningsfuld aften, og vi fik flere henvendelser undervejs, som vi vil søge at nyttiggøre i artikler i Broen.
Tak til Henrik Madsen, Annette og Lars for jeres kæmpe arbejde med en velskreven årbog. Halvandet år har det taget.
Det kommende år
Og nu hvor vi taler om årbøger, så har vi fuld gang i arbejdet med Årbog 2026. Den handler om landsbyen Lønholt, og det er forskellige forfattere, som skriver hver sin del af historien under redaktion af Peter Heiberg. Det forlyder, at den skulle kunne udkomme ved sommertid. Det kan I glæde jer til. Også årbogen for 2027 er allerede undervejs. Og hér er en anden tidligere formand involveret: Bent Skov Larsen og tre andre – blandt andre det nyeste medlem i bestyrelsen, Christian Kjerulf-Jensen – skriver om de gamle gårde i Torpen, dér hvor nu bl.a. Humlebæk Boldklubs baner ligger.
Begge kommende årbøger involverer flere af foreningens medlemmer gennem bl.a. artikler. Generelt vil vi opfordre medlemmer til at komme med ideer til foredrag og arrangementer og bidrage med artikler til BROEN.
Med hensyn til særlige arrangementer i efteråret arbejder vi på et besøg ved Søborg sø syd for Gilleleje. Søen er nu ved at blive genskabt efter mange års forhandlinger mellem lodsejerne og Naturstyrelsen. Den vil blive et skønt udflugtsmål både for mennesker og fugle. Idéen til turen skyldes et af vores medlemmer, og vi synes, at det er værd at tage uden for kommunen for en gangs skyld.
Samarbejdspartnere
I det forgangne år har vi fået tre nye samarbejdspartnere til udgivelsen af årbog 25: De tre forfattere af årbogen fik den idé at spørge tre lokale ejendomsmæglere, om ikke de kunne tænke sig at købe en del af oplaget af bogen – som jo handler om opbygningen af Humlebæk – altså mæglernes egen arbejdsmark.
Tanken var, at de måske kunne bruge bogen som del af deres markedsføring som virkeligt lokale mæglere – noget enhver ejendomsmægler som bekendt ynder.
Tanken vakte genklang – og det i en grad, så de alle tre aftog 50 eksemplarer af bogen dvs 5.000 kroner fra hver. Det er vi i bestyrelsen glade for.
Vi takker også for støtte fra:
Kulturudvalget i Fredensborg Kommune
VELUX FONDEN og
Dansk Lokalhistorisk Forening.
Og så skal vi særligt nævne Fredensborg Arkiverne, hvor arkivarerne Marie Amstrup Møller og Lise Schifter har ydet årbogens forfattere uvurderlig hjælp.
Også rådhusets trykkeri har bistået med altid hurtigt tryk af både Broen og andre papirer i forbindelse med udarbejdelsen af vores årbog. Det er en kæmpemæssig hjælp at kunne trække på rådhusets trykkeri og altid bliver vi mødt med venlighed og hurtighed.
”I sne og slud skal posten ud” og derfor vil vi også takke de medlemmer, som gang på gang påtager sig at omdele vores årbøger og Broen – og vi ved godt, at ruterne er lange for nogle af jer.
Der skal også lyde en tak til Else for altid at være i køkkenet og brygge kaffe mm.
Med disse ord vil jeg slutte bestyrelsens beretning for 2025.
Tina Pauli
26. februar 2026