Bestyrelsens beretning for 2024

Ja, tak for ordet, Else. Jeg hedder som sagt Tina Pauli og har siddet i bestyrelsen i to år.

Først lidt om bestyrelsen:

På sidste års generalforsamling efterlyste vi nye og yngre kræfter til bestyrelsen, og mere end antydede at foreningens eksistens var i fare, hvis ingen reagerede på opfordringen.

Vi nævnte også, at vores nuværende formand, Else Mariager, ved denne generalforsamling fratræder sin stilling – både som formand og bestyrelsesmedlem. Jeg vil godt -på hele bestyrelsens vegne – sige Else tak for at tage tjansen som formand på et meget kritisk tidspunkt, da Peter Heiberg fratrådte som formand. Det skal du have stor tak for, Else! Bestyrelsen vil efter denne beretning overrække dig en gave for din indsats.

Men hør så, hvad der er sket siden sidste år: Nogen tid efter generalforsamlingen meldte et af vores medlemmer, Aksel Bjørke fra Fredensborg, at han gerne ville være gæst ibestyrelsen for at se, hvordan vi arbejder. Det har Aksel så været det seneste år, og nu stiller han sandelig også op til valget som nyt ordinært medlem. Du har allerede bidraget med stor aktivitet og mange gode idéer, Aksel, og du skal være hjertens velkommen som forhåbentlig valgt medlem! Og endnu en god nyhed: Et andet medlem, Christian Kjerulf-Jensen fra Humlebæk, har besluttet at stille op som kandidat. Også det er vi rigtig glade for – og vi håber, at du bliver valgt lidt senere i aften, så vi kan byde dig hjertelig velkommen til bestyrelsen.

Til gengæld må vi desværre sige farvel til næstformand Tora Ribers, som har måttet prioritere andre vigtige frivillige opgaver. Vi er glade for at du fortsat vil støtte foreningen med forslag til arrangementer og foredrag samt læse korrektur på årbøgerne. Tora skal dog altid være velkommen tilbage.

Nu er det store spørgsmål, I vel allesammen så sidder med: Hvem skal efterfølge Else som formand? Det har vi selvsagt diskuteret en del i bestyrelsen, og Poul har også kraftigt bearbejdet mig. Resultatet er, at jeg har indvilget i at påtage mig hvervet.

Jeg har jo kun siddet relativt kort tid som bestyrelsesmedlem, men jeg har interessen, og nu også tiden, jeg er nemlig blevet pensionist. Så jeg har sagt ja til opgaven på EN bestemt betingelse – nemlig at vi kan indrette det sådan, at en del af formandens traditionelle funktioner bliver delt ud på andre medlemmer af bestyrelsen. Sådan har det været i Elses periode – og det har fungeret tilfredsstillende – og det har bestyrelsen indvilget i.

Så derfor regner jeg med at blive valgt som jeres nye formand ved det konstituerende bestyrelsesmøde.

Med disse personrokeringer ser det ud til, at bestyrelsen kan tage endnu en tørn de næste par år. Og hvad, der så ret sort ud for et års tid siden, ser lysere ud i dag. Det skal dog ikke forhindre, at vi stadigvæk søger efter nye navne, som vil gøre en indsats for lokalhistorien.

Husk at I kan kontakte bestyrelsen når som helst. Der er altid ledige gæstepladser omkring bordet…

Så lidt om foreningen i øvrigt:

Medlemstallet i vores forening er nogenlunde stabilt. Pt. er vi ca. 420 medlemmer.

Siden sidste generalforsamling har vi holdt otte bestyrelsesmøder.

Aktiviteter i 2024

Vi har afholdt 8 arrangementer:

Februar

Efter vores generalforsamling på KulturStationen i Humlebæk viste aftenens dirigent, Per Frost Henriksen, mange af de flotte fotografier, han har taget især af fugle. Hvert fotografi blev ledsaget af en lille fortælling om motivet.

Senere på måneden holdt vi et arrangement i Asminderød Sognegård sammen med Bevaringsforeningen for Fredensborg. Det skete efter renoveringen af lokalhistorikeren Valdemar Seegers gravsted på Asminderød Kirkegård. Tidligere museumsleder i Rudersdal Kommune, historikeren Niels Peter Stilling, holdt et foredrag om kirkegården, og Stine Helweg, kirkegårdsvejleder, holdt foredrag om kirkegårde i almindelighed. Vibesøgte også det nyrenoverede gravsted.

Marts

I marts afviklede vi et foredrag om Maleriets forbandelse – om et maleri af Jens Juel og maleriets uheldssvangre vej gennem historien – ved museumsinspektør på Museet for Søfart, Benjamin Asmussen. Det skete også på KulturStationen.

Maj

I maj var skoven blevet grøn – konstaterede deltagerne i en tur rundt i Babylone Skov i Humlebæk – under et foredrag ved skovløber Carsten Carstensen.

September

I september gjaldt det årsdagen for interneringen af det danske politi under besættelsen -ved vores tidligere formand Bent Skov Larsen.

Oktober

I oktober gik vi på vandring i det historiske Fredensborg under ledelse af No Widding. Byvandringen sluttede i Nos bolig i Bournonvilles hus i Slotsgade.

Senere på måneden havde vi endnu et foredrag, denne gang om den lokale godsejer, teglværksejer og mæcen Johannes Hage fra Nivågård – ved forfatteren, ph.d. Heidi Laura på KulturStationen. (Idéen stammede fra vores brainstorming ved generalforsamlingen i februar.)

November

Og i november sluttede vi året af ved at se fotos og høre fortællinger om det gamle Fredensborg – ved Per Christiansen i Lindehuset, Fredensborg.

Som vanligt har vi fordelt arrangementerne nogenlunde ligeligt mellem Humlebæk og Fredensborg. Og det er en glæde at kunne konstatere, at alle arrangementer har været velbesøgte – med mellem 50 og 60 deltagere.

Vi var som sædvanlig også repræsenteret ved Byens dag i Humlebæk og Slotsmarkedet i Fredensborg. Det er jo en oplagt lejlighed til at præsentere foreningens aktiviteter og på den måde få nye medlemmer – og det lykkedes også i år.

Vores årbog for 2024 har titlen Hvad protokollerne fortæller 1842-1890 og er skrevet af kasserer Poul Christensen. Poul har udført et stort og beundringsværdigt arbejde, som ingen andre tidligere har gjort, og det er der kommet en meget smuk bog ud af. I 1842 blev der for første gang valgt et sogneråd i Asminderød-Grønholt Kommune, og efter læsning af sogneprotokollerne giver Poul os et billede af, hvad der dengang rørte sig i vores lokale område, og hvilke omfattende opgaver, de første folkevalgte faktisk havde.

Ud over årbogen har I som vanligt modtaget 2 numre af vores medlemsblad Broen, som vi håber, I har haft fornøjelse af at læse. Husk, at alle tidligere numre af Broen kan læses på vores hjemmeside. Her ligger også de fleste af vores tidligere årbøger.

Der skal her lyde en tak til vore samarbejdspartnere for bistanden.

Vi modtager fortsat støtte fra Fredensborg Kommune på flere måder:

  • gratis trykning af BROEN
  • tilskud til årbog og til kurser
  • benyttelse af lokaler til foredrag
  • et grundtilskud, som i 2024 dog blev nedsat fra kr. 11.000 til kr. 2.000.

Vi takker også for samarbejdet med

  • Fredensborg Arkiverne
  • Lindehuset i Fredensborg
  • Kulturhuset Fredensborg Gamle Bio samt
  • KulturStationen i Humlebæk
  • ligesom vi skal takke de fonde, som har støttet vores udgivelser.

Planerne for 2025

Så lidt om vores planer for det år, som lige er begyndt. Vi planlægger som vanligt et antal arrangementer både foredrag og ture ud af huset og så vidt muligt ligeligt fordelt mellem Fredensborg og Humlebæk.

I kan læse om alle forårets arrangementer i januar-nummeret af Broen.

Vi har allerede for en måned siden taget hul på sæsonen med et brag af et foredrag i Linde-Huset om Frederik den Femte – ved museumsleder Søren Mentz, Amagermuseet. Han er den seneste af tre foredragsholdere, som selv har forfattet den bog, som foredraget tog udgangspunkt i. Det siger sig selv, at det er med til at styrke kvaliteten i foredragene, at foredragsholderne selv har skrevet om emnet. Det oplevede deltagerne i et stopfuldt Lindehus den aften i januar. Søren Mentz leverede et af de bedste foredrag nogensinde – hvis vi selv skal sige det!

Efterårets program har vi endnu ikke fastlagt. I vil modtage det andet og sidste nummer af Broen i august måned.

Dette års årbog kommer til at handle om udbygningen af Ny Humlebæk i årene 1945-1970. Det er i den periode, hvor det centrale Humlebæk blev til det, vi kender i dag.

Hvordan fik overordnede beslutninger fra regering og folketing betydning for vores lille lokalområde? Hvad blev der bygget? Og af hvem?

Ambitionen er at fortælle den lille lokale historie – og derigennem den store Danmarkshistorie om, hvordan boligbyggeriet kom i gang igen efter krigen – på trods af mangel på alt fra søm og skruer til cement og træ.

Bogen skrives af medlem af foreningen Henrik Madsen i samarbejde med Lars Trudsø og Annette Engelstoft fra bestyrelsen. Vi glæder os meget til at kunne præsentere bogen for jer senere på året.

Medlemskabet af Dansk Lokalhistorisk Forening giver fortsat inspiration til dem fra bestyrelsen, som deltager i den årlige generalforsamling over en weekend i april. I år er temaet Flygtninge, og årsmødet finder sted i Oksbøl og afvikles delvis på det nye Museum Flugt samme sted. 4 personer fra bestyrelsen deltager.

Så skal jeg så småt til at runde bestyrelsens beretning af. Det vil jeg gøre ved at kigge lidt bagud og fortælle om en ny erkendelse i bestyrelsen. Når vi kigger tilbage på årene2024 og 2023 må vi nok sige, at de har budt på en hel del bump på vejen. Vi oplevede det, der kan ske, når en mangeårig, dygtig og idérig formand træder fra.

Så er man pludselig alene hjemme, og alting er oppe i luften!

Hvem skal nu gøre hvad?

Hvad, hvis ingen vil være den næste formand?

Hvordan skal vi skaffe alle idéerne?

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi har nu fundet ud af at fordeleformandens arbejde på flere medlemmer af bestyrelsen, så der er flere om at løfteopgaverne. Derved bliver rollen lettere at håndtere for nye formænd – og hele bestyrelsen bliver mere aktivt involveret i det samlede arbejde.

Det er det, vi satte i værk under Elses formandsperiode. Det er det, der har reddet foreningen indtil videre – og det har givet en god balance i bestyrelsen. Så vi er sikre på, at en jævn fordeling af opgaverne er vejen frem – i hvert fald for denne forening med den nuværende og kommende bestyrelse. Det er vores nye erkendelse om det at drive en forening…

Men før jeg slutter helt, vil jeg godt spørge jer om noget vigtigt. Jeg regner jo som sagt med at blive den nye formand om en uge. Jeg regner også med, at en del af jer har erfaringer fra andre foreninger og bestyrelser. Har I et par gode råd til en ny formand – som vil gøre opgaven lettere for mig? Så vil jeg meget gerne høre dem.

Så mange var ordene på vegne af den samlede bestyrelse her ultimo februar 2025.